Ennahda er et tunesisk, muslimsk og demokratisk parti, som arbejder for reformer, demokrati, modernisering og velfærd for alle med islam som grundlæggende referenceramme. Partiets fulde navn er Harakatu n-Nahda (arabisk حركة النهضة).
Partiet var bortset fra korte perioder forbudt frem 2011 efter det folkelige oprør kaldet Det Arabiske Forår. Partiets ledere og tusindvis af politisk aktive var indtil da enten i eksil eller i fængsel. De blev af regimet opfattet som en trussel mod Ben Alis magtmonopol.
Ved valget til Den Grundlovgivende Forsamling i oktober 2011 opnåede Ennahda et stort flertal, 90 ud af 217 pladser, og ledede herefter den midlertidige regering frem til det første parlamentsvalg i 2014. Herefter sad de i fortsat i parlamentet som et af de store partier.
Fra 2021 har partiets ledere igen været først i husarrest og sidenhen fængslet og idømt lange fængselsdomme, alt sammen et led i at styrke præsidentens egen magt. Flere af lederne lider alvorligt helbredsmæssigt i fængslerne, bl.a. fordi de ikke får den medicin, der har brug for, og pga. meget dårlige fysiske forhold.
Islam undertrykkes af præsident Bourguiba
Ennahda har siden etableringen været betragtet som en væsentlig udfordring af både Bourguiba og Ben Alis regimer. Det skyldes, at islams status i samfundet spillede en vigtig rolle for deres magt. For at forstå Ennahdas rolle, historie, undertrykkelse og den mistillid, visse dele af det tunesiske samfund har til Ennahda i dag, er det centralt at forstå islams rolle i Tunesien i nyere tid.
Forskellige reformkræfter havde siden slutningen af 1800-tallet søgt at redefinere islams rolle og de islamiske lærdes magt bl.a. med indførelse af et ikke-religiøst (sekulært) uddannelsessystem. Efter landet selvstændighed i 1956 blev islam en afgørende kampplads for landet nye præsident Habib Bourguiba, fordi den stærkeste opposition mod hans visioner for et selvstændig Tunesien kom fra de islamiske lærde og andre politiske kræfter, der så islam som en kerneværdi for indretningen af politik, uddannelse og sociale forhold i Tunesien.
Bourguiba vandt kampen, islam blev italesat som det, der holdt landets udvikling tilbage og undertrykt. Gennem 1960’erne og 1970’erne måtte praktiseren af islam trækkes tilbage til det private rum fra for det offentlige så som moskeer og koranskoler. Disse blev overvåget eller helt lukket af Bourguibas regime.
Grundlæggelsen af gruppen al-Jama’a al-Islamiya i 1978
I dette klima fik de tre unge grundlæggere af partiet, Rashid al-Ghannouchi, Abdelfattah Mourou og Hmid Ennaifer, kontakt med hinanden i begyndelsen af 1970’erne. Ghannouchi og Ennaifer havde studeret bl.a. islam i Egypten og opholdt sig i Paris, mens Mourou havde uddannet sig inden for ikke-religiøs jura i Tunesien og havde fastholdt islamisk praksis, bl.a. daglig bøn i moskeen. De grundlagde bevægelsen al-Jama’a al-Islamiya i 1978. De afholdt hemmelige islam-forelæsninger i Tunis’ medina, hvor de formulerede en islam-praksis, der både tog afstand fra Bourguibas sekulariserings-politik og den hidtidige islam-udlægning, der blev prædiket af de traditionelle islamiske lærde ved Zitouna Universitetet. Hermed ramte de et behov for en ny, samtidig fortolkning af islam bredt i samfundet, og den lille bevægelse voksede hurtigt til at blive landsdækkende.
Forsøger at stille op til parlamentsvalg i 1981
Da der i 1981 for første gang i 18 år blev afholdt parlamentsvalg, hvor flere partier end det ledende regeringsparti kunne opstille, ændrede bevægelsen navn til Bevægelsen for Islamisk Tendens (arabisk Harakatu l-Ittijahu l-Islami, fransk Mouvement de la Tendence Islamique, forkortet MTI), for at markere, at det nu var et parti og søgte om godkendelse til at stille op. Ansøgningen om deltagelse i valget blev afslået af Bourguiba-regimet, og det gjorde også ansøgningen om at opnå godkendelse som parti. I de følgende år blev partiet, det ledere og mange medlemmer forfulgt, undertrykt og fængslet.
Først anerkendt så forbudt under præsident Ben Ali
Efter præsident Ben Alis magtovertagelse i 1987 blev mange fængslede islamister løsladt, deriblandt ledelsen af MTI. I begyndelsen indførte Ben Ali en række tilsyneladende reformer mod demokrati, herunder den såkaldte Nationale Pagt med en hensigt om at skabe ro i landet og arbejde hen mod et flerpartisystem. MTI var medunderskriver af dokumentet, og forsøgte som følge af den nye åbning at opstille til parlamentsvalget i 1989. I denne forbindelse skiftede bevægelsen igen navn til det nuværende Hizb al-Nahda. Imidlertid blev partiet ikke godkendt med henvisning til grundlovens artikel 9. Ifølge den må intet politisk parti være funderet på religion, sprog, race, køn eller region.
Fra 1989 til 1991 indledte Ben Alis regime en voldsom undertrykkelse af Ennahda. Partiet blev forbudt, og igen blev tusindvis af ledere og politisk aktive fængslet, udsat for tortur, overvåget og udsat for sanktioner, der gjorde det vanskeligt at opretholde et dagligdags liv. Det samme skete for deres ægtefæller, familie og børn. Den voldsomme undertrykkelse af al islamisme i Tunesien skete også i lyset af den popularitet, islamisterne havde oplevet ved valgene i Algeriet de samme år. Præsident Ben Ali så Ennahda og islamisme som en af de stærkeste udfordrere af han magt.
Efter valget i 1989 rejse Rashid al- Ghannouchi i eksil i Paris og London, og Abd al-Fatha Mourou overtog ledelsen af al-Nahda i Tunesien. I de følgende årtier forsvandt Ennahda fuldstændigt fra alle offentlige sammenhænge. Men tiden efter det folkelige oprør i 2010-2011 skulle vise, at partiets lokale strukturer og mange tilhængere var forblevet under overfladen.
