Ennahda

Ennahda har siden etableringen været betragtet som en væsentlig udfordring af både Bourguiba og Ben Alis regimer. Det skyldes, at islams status i samfundet spillede en vigtig rolle for deres magt. For at forstå Ennahdas rolle, historie, undertrykkelse og den mistillid, visse dele af det tunesiske samfund har til Ennahda i dag, er det centralt at forstå islams rolle i Tunesien i nyere tid.

Forskellige reformkræfter havde siden slutningen af 1800-tallet søgt at redefinere islams rolle og de islamiske lærdes magt bl.a. med indførelse af et ikke-religiøst (sekulært) uddannelsessystem. Efter landet selvstændighed i 1956 blev islam en afgørende kampplads for landet nye præsident Habib Bourguiba, fordi den stærkeste opposition mod hans visioner for et selvstændig Tunesien kom fra de islamiske lærde og andre politiske kræfter, der så islam som en kerneværdi for indretningen af politik, uddannelse og sociale forhold i Tunesien.

Bourguiba vandt kampen, islam blev italesat som det, der holdt landets udvikling tilbage og undertrykt. Gennem 1960’erne og 1970’erne måtte praktiseren af islam trækkes tilbage til det private rum fra for det offentlige så som moskeer og koranskoler. Disse blev overvåget eller helt lukket af Bourguibas regime.

I dette klima fik de tre unge grundlæggere af partiet, Rashid al-Ghannouchi, Abdelfattah Mourou og Hmid Ennaifer, kontakt med hinanden i begyndelsen af 1970’erne. Ghannouchi og Ennaifer havde studeret bl.a. islam i Egypten og opholdt sig i Paris, mens Mourou havde uddannet sig inden for ikke-religiøs jura i Tunesien og havde fastholdt islamisk praksis, bl.a. daglig bøn i moskeen. De grundlagde bevægelsen al-Jama’a al-Islamiya i 1978. De afholdt hemmelige islam-forelæsninger i Tunis’ medina, hvor de formulerede en islam-praksis, der både tog afstand fra Bourguibas sekulariserings-politik og den hidtidige islam-udlægning, der blev prædiket af de traditionelle islamiske lærde ved Zitouna Universitetet. Hermed ramte de et behov for en ny, samtidig fortolkning af islam bredt i samfundet, og den lille bevægelse voksede hurtigt til at blive landsdækkende.

Da der i 1981 for første gang i 18 år blev afholdt parlamentsvalg, hvor flere partier end det ledende regeringsparti kunne opstille, ændrede bevægelsen navn til Bevægelsen for Islamisk Tendens (arabisk Harakatu l-Ittijahu l-Islami, fransk Mouvement de la Tendence Islamique, forkortet MTI), for at markere, at det nu var et parti og søgte om godkendelse til at stille op. Ansøgningen om deltagelse i valget blev afslået af Bourguiba-regimet, og det gjorde også ansøgningen om at opnå godkendelse som parti. I de følgende år blev partiet, det ledere og mange medlemmer forfulgt, undertrykt og fængslet.

Efter præsident Ben Alis magtovertagelse i 1987 blev mange fængslede islamister løsladt, deriblandt ledelsen af MTI. I begyndelsen indførte Ben Ali en række tilsyneladende reformer mod demokrati, herunder den såkaldte Nationale Pagt med en hensigt om at skabe ro i landet og arbejde hen mod et flerpartisystem. MTI var medunderskriver af dokumentet, og forsøgte som følge af den nye åbning at opstille til parlamentsvalget i 1989. I denne forbindelse skiftede bevægelsen igen navn til det nuværende Hizb al-Nahda. Imidlertid blev partiet ikke godkendt med henvisning til grundlovens artikel 9. Ifølge den må intet politisk parti være funderet på religion, sprog, race, køn eller region.

Fra 1989 til 1991 indledte Ben Alis regime en voldsom undertrykkelse af Ennahda. Partiet blev forbudt, og igen blev tusindvis af ledere og politisk aktive fængslet, udsat for tortur, overvåget og udsat for sanktioner, der gjorde det vanskeligt at opretholde et dagligdags liv. Det samme skete for deres ægtefæller, familie og børn. Den voldsomme undertrykkelse af al islamisme i Tunesien skete også i lyset af den popularitet, islamisterne havde oplevet ved valgene i Algeriet de samme år. Præsident Ben Ali så Ennahda og islamisme som en af de stærkeste udfordrere af han magt.

Efter valget i 1989 rejse Rashid al- Ghannouchi i eksil i Paris og London, mens Abd al-Fatha Mourou og flere andre ledere blev i Tunesien. I de følgende årtier forsvandt Ennahda fuldstændigt fra alle offentlige sammenhænge. Men tiden efter det folkelige oprør i 2010-2011 skulle vise, at partiets lokale strukturer og mange tilhængere var forblevet under overfladen.

I ugerne efter at præsident Ben Ali havde forladt Tunesien i januar 2011, vendte tusindvis af Ennahda medlemmer tilbage til Tunesien fra eksil særligt i Europa. Atter tusinder kom ud af fængslerne. Ennahda havde i årene op til oprøret arbejdet under jorden for at genetablere strukturerne, og dette arbejde blev intensiveret. I månederne op til valget til Den Grundlovgivende Forsamling havde Ennahda etableret mere end 2.000 partikontorer over hele landet.

• Tunesiens historie
• Det Arabiske Forår
• Tunesiens økonomiske forhold
• Tunesien
• Tunesiske præsidenter