Faktaboks

Peggy Ashcroft

Dame Edith Margaret Emily Ashcroft

Født
22. december 1907, Croydon, England
Død
14. juni 1991, London, England
Image
Peggy Ashcroft fotograferet i 1936 i forbindelse med promovering af filmen Rhodes.
Af .

Peggy Ashcroft var en engelsk skuespiller, som gennem et halvt århundrede var en institution i britisk teater.

Peggy Ashcrofts tidligere karriere

Peggy Ashcroft debuterede i 1926 i James Matthew Barries Dear Brutus på Birmingham Repertory Theatre. I London 1929 vakte hun betydelig opmærksomhed i Lion Feuchtwangers Jew Suss ved sit enkle, rene og poetisk-tragiske spil, der siden blev karakteristisk for hendes mange roller.

Efter sin første Shakespearerolle, Desdemona, over for Paul Robesons Othello i 1930 og en række andre (Imogen, Rosalinde, Portia og Perdita) slog Ashcroft i 1932 i Romeo and Juliet for alvor sit navn fast. Hendes første optræden i USA var i 1937 i Maxwell Andersons High Tor.

Samspillet med John Gielgud

Legendariske er sæsonerne og samspillet med John Gielgud i 1937-1938 og i 1944-1945, hvor de bl.a. spillede Shakespeare, Richard Brinsley Sheridan og Tjekhov. Hendes Cecily Cardew i Oscar Wildes Bunbury i 1942 omtalte avisen The Times som ‘en juvel der skifter farve med lyset’; berømt er også deres samspil i Shakespeares Much Ado About Nothing i Stratford i 1950 og hendes Hedda Gabler af Ibsen i 1954.

Medgrundlægger af Royal Shakespeare Company

I 1960-1961 var hun med til at grundlægge Royal Shakespeare Company (RSC) under Peter Halls ledelse, hvor hun spillede gennem mange sæsoner. Her ydede hun en særlig kraftpræstation som dronning Margaret (fra teenager til gammel) i Halls opsætning af trilogien The Wars of the Roses 1963/1964 – baseret på flere af Shakespeares historiske skuespil.

Senere succeser er Winnie i Becketts Happy DaysOld Vic 1974/1975 og grevinde Rossillion i All’s Well That Ends Well RSC/Barbican i 1982, der blev hendes sidste Shakespearerolle. I hendes fødeby Croydon blev der i 1962 opkaldt et teater efter hende.

Film og tv

I sine seneste år vandt Ashcroft verdensberømmelse i tv-serier og filmroller, og hun fik en Oscar for rollen som Mrs. Moore i David Leans A Passage to India (1984, Vejen til Indien).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig