uld

Uldhåret består af protein, keratin, og fiberen er dækket med små, taglagte skæl. Yderst sidder en overhud, epicuticula, som gør fiberoverfladen vandafvisende, men er gennemtrængelig for vanddamp. Skællene er en ulempe ved vask af uldne tekstiler, da uldhåret trækker sig sammen i våd tilstand, hvorved skællene stritter, og fibrene griber ind i hinanden. Hvis stoffet samtidig gnubbes, hager fibrene sig sammen, især hvis miljøet er basisk; det vil føre til, at stoffet kryber og bliver tykkere og stivere. Ved valkning og fremstilling af filt udnyttes denne proces. Ulds tendens til at filte har ført til udvikling af superwash, hvor den enkelte uldfiber enten beklædes med en tynd syntetisk hinde, eller skællene nedbrydes ved en let kemisk behandling.

Uld er følsom over for basiske opløsninger, og derfor bør uldne tekstiler håndvaskes forsigtigt i specialsæbe eller renses kemisk, mens superwashbehandlet uld tåler maskinvask. Sollys virker nedbrydende på uld, og skadedyr, fx møl og klannere, angriber det. De fleste uldstoffer og -garner er mølbehandlede, dvs. imprægnerede mod mølangreb, og dermed giftige for disse insekter.

Ud over gode isolerende egenskaber og god spindbarhed pga. krusning, bøjelighed, elasticitet og en ru overflade har uld mange andre fordele, som opvejer de nævnte ulemper. Uld kan fx optage op til ca. 35 % fugt uden at virke våd og vil stadig føles varm, fordi garnet indeholder en stor mængde isolerende luft. Bl.a. derfor er uld velegnet til beklædning. Dertil kommer en termostatagtig egenskab: Når uld optager fugt, fx fra fugtig luft, skabes varme, og når ulden atter afgiver fugten i tør luft, forbruges varme (ulden virker kølende). Bøjelighed og elasticitet giver uld en høj grad af krølægthed; uld kan krølle, når den er fugtig, men vil glatte sig, hvis tøjet hænges til tørre. Omvendt kan uld fikseres i en bestemt form ved presning med fugtig varme (pressefolder og læg).

Uld brænder meget langsomt (dette kan forstærkes ved imprægnering), smelter ikke og udvikler ikke giftige dampe. Disse egenskaber er medvirkende til, at uld er almindelig brugt i offentlige rum, fx anvendte DSB 100 % uldindtræk i regionaltog fra 2000.

Stoffet klæde er vævet uldstof af kartegarn (strøggarn), som siden valkes og rues. Runing (opkradsning) river fiberenderne op, så stoffet får en ru overflade (luv), som derefter skæres og presses for at opnå en jævn og tæt overflade. Resultatet bliver et mere eller mindre tykt, tæt, varmt og slidstærkt stof, der bl.a. har været anvendt til militæruniformer. Uld i forskellig blanding med andre fibre, især syntetiske, bruges stadig til uniformer.

Ulds betydning som tekstilråstof er faldende, og den samlede produktion er langt mindre end bomuldsproduktionen. Det er bl.a. i Australien og New Zealand, at produktionen er faldende, men de to lande står fortsat for næsten halvdelen af verdensproduktionen og en endnu større andel af eksporten. De store ilande Japan, Storbritannien og USA har den største import.

Uld blev i Middelhavsområdet og de omliggende lande tidligt et af de vigtigste råstoffer til fremstilling af beklædningsgenstande. Fåret blev domesticeret i Mellemøsten ca. 8000 f.v.t., men de tidligste tegn på udnyttelse af ulden ses først ca. 4000 f.v.t. og måske 1000 år senere i Europa. De ældste bevarede fragmenter fra Nord- og Mellemeuropa, der med sikkerhed kan siges at være af uld, stammer fra 3. årtusinde f.v.t.; imidlertid kan forskellige bevaringsforhold let give et fortegnet billede af tekstilernes historie. De danske bronzealderdragter, som er dateret fra 1300- til 1200-tallet e.v.t., er nogle af de tidligste og mest komplette uldfund.

Det vides ikke sikkert, hvornår man begyndte at klippe ulden af fårene. Selv om jernets opdagelse gjorde det muligt, er der tegn på, at det kan være sket tidligere, men Plinius den ældre skrev i 1. årh. e.v.t., at man stadigvæk visse steder plukkede ulden af fårene. Den meget fine merinould blev udviklet i Spanien af maurerne efter erobringen i 711 gennem krydsning af en lokal fåretype og det såkaldte romerfår, og den gav længe spansk fåreavl en førerstilling. Merinofåret blev ikke udført til resten af Europa før i 1700-tallet; det kom til Sverige som det første land i 1723.

I middelalderen var især England og Spanien store uldproducenter. Fra England blev megen uld eksporteret til Flandern, som sammen med Norditalien tidligt blev europæisk center for uldindustri, men fra omkring 1400 blev en stigende del af den engelske uld videreforarbejdet i England, som derefter blev den ledende nation inden for uldindustri. Fra ca. 1800 blev uldens rolle i europæisk tekstilproduktion imidlertid gradvis mindre dominerende, fordi først bomuld, senere syntetiske fibre kom til som stærke konkurrenter.

• lanolin