Benghazi

Benghazi er en kystby i den østlige del af den store Sidrabugten i Libyen. Den har 850.000 indbyggere (anslået i 2023) og er dermed landets næststørste by samt center for det østlige område af Libyen kaldet Cyrenaika. Der er ca. 600 km. fra Benghazi til grænsen til Egypten mod øst og godt 1000 km. ad vejen rundt langs Sidrabugten til hovedstaden Tripoli mod vest.

Faktaboks

Etymologi: Benghazi er et arabisk ord. Det sammensat af de to ord ben og ghazi og betyder ghazis søn eller søn af Ghazi. Ghazi er betegnelsen for en kriger, der deltog i de første islamiske militære ekspeditioner på profeten Muhammeds tid, dvs. 622-630.

Der har siden 2024 været så meget ro og stabilitet i Benghazi efter Den Libyske Borgerkrig, at det omfattende genopbygningsarbejde er blevet igangsat. Havnen, lufthavnen, olieindustrien samt veje, boliger og administrative bygninger genopbygges og udvikles. Det forestås alt sammen af den østlige Tobruk-baserede regering.

Benghazis tidlige historie

Byen blev grundlagt af grækerne i sidste halvdel af 600-tallet f.v.t. med navnet Euesperides. Herodot nævner, at byen blev angrebet i 515 f.v.t. i forbindelse med Perserkrigene, og den ældste mønt, der er fundet, er blevet slået i byen i 480 f.v.t.

I 200-tallet f.v.t blev byen flyttet og ændrede navn til Berenice under den græske hersker Ptolemaios 1. Med den romerske magtovertagelse i Nordafrika fra 146 f.v.t og etableringen af Africa Proconsularis, kom byen under det romerske rige.

Arabisk og osmannisk invasion

Fra 640’erne begyndte den arabisk-islamiske erobring af Nordafrika fra Den Arabiske Halvø og de militære styrker underlagde sig gradvist hele kyststrækningen i nutidens Libyen. Benghazi kom under arabisk herredømme fra 643 f.v.t. Hermed blev islam som religion og arabisk sprog og kultur udbredt i det meste af Cyrenaica.

Byens arabiske navn, Benghazi, kom formentlig først til på et senere tidspunkt, bl.a. kendes det fra håndtegnede kort fra 15-1600-tallet, hvor det nuværende Libyen var kommet under Osmannerriget.

Osmannerne ledede byen fra 1578, og fra 1711 kom Benghazi under det osmanniske Karamanli-dynasti, der havde etableret sig i Tripoli.

Italiensk koloni

I 1911 blev Benghazi invaderet af Italien, som i 1912 etablerede en italiensk koloni i Cyrenaica med Benghazi som den centrale by. Det italienske kolonistyre bredte sig til hele det nuværende Libyen. Libyerne blev i stort tal fordrevet fra området og tusindvis blev interneret i lejre, hvor mange døde. Samtidig udbyggede og udvidede Italien Benghazi, og i 1939 boede der mere end 20.000 italienere i byen. Også tusindvis af italienske arbejdere og landmænd blev forflyttet til Libyen med en særlig stor koncentration omkring Benghazi. I baglandet blev der etableret nye italienske landsbyer og jord blev inddraget til de italienske landmænd.

På grund af den store italienske tilstedeværelse og koloniadministrationen i byen, blev Benghazi et mål for De Allieredes kamp mod Aksemagterne og udsat for voldsomme bombardementer.

Benghazi som hovedstad i det selvstændige Cyrenaika

Kampen mod Italiens kolonistyre blev ledet af Sanusiordenen, som i 1800-tallet voksede sig stærk i Cyrenaika, som er Benghazis bagland. Modstanden skete i en tæt alliance med Storbritannien. Fra 1916 blev Sanusiordenen ledet af Muhammad Idris al-Mahdi al-Sanusi. Ved Libyens selvstændighed i 1951 blev han Libyens første konge, kaldet Idris 1. Inden da var det lykkedes Idris Sanusi og Cyrenaika at opnå selvstændig status fra 1949-1951 med Benghazi som hovedstad. I kongedømmet fra 1951 delte Benghazi status som hovedstad med Tripoli mod vest.

Efter selvstændigheden fortsatte kong Idris 1. med at have en tæt kontakt til Storbritannien og førte en pro-vestlig politik.

Modstand mod Gaddafi

I 1969 afsatte en gruppe, der kaldte sig De Frie Officerer, kong Idris 1. og indsatte Muammar Gaddafi som Libyens leder. I den forbindelse mistede Benghazi sin status som hovedstad, nu havde kun Tripoli den status.

Da Det arabiske Forår nåede Libyen i februar 2011, 42 år efter Gaddafi væltede kong Idris 1., brød de første folkelige protester og demonstrationer ud netop i Benghazi. Befolkningen i byen krævede Gaddafis afgang.

Efterfølgende har Cyrenaika med Khalifa Haftar i spidsen både krævet selvstændighed og hævdet sig som rette geografiske udgangspunkt for Libyens regering.

Det lange historiske træk har således haft afgørende betydning for Benghazis status i Den Libyske Borgerkrig.

Benghazi og Den Libyske Borgerkrig

15. februar 2011 begyndte Det Arabiske Forår i Libyen i netop Benghazi. De første dage deltog op mod 500 libyere i demonstrationerne. De krævede, at Gaddafi trådte tilbage, og at alle politiske fanger blev løsladt. Det libyske militær svarede igen med vandkanoner og skød med gummikugler mod demonstranterne. Protesterne i Benghazi voksede i omfang. Allerede i slutningen af februar havde oprørerne sikret sig kontrollen med Benghazi, men demonstrationerne fortsatte med tusindvis af deltagere forsamlet centralt i byen frem til Gaddafis fald 20. oktober 2011.

Benghazi hovedsæde for den første overgangsregering i 2011

Fra den 26. febraur 2011 var Benghazi hovedsæde for Libyens Nationale Overgangsråd, som var en koallition af forskellige oprørsgrupper mod Gaddafi. Da oprørerne fik kontrol med hovedstaden Tripoli i august 2011, blev rådet flyttet dertil.

Brug af kong Idris 1.’s flag i demonstrationer

Under demonstrationerne brugte Benghazi-indbyggerne det libyske flag, som kong Idris 1. indførte, da han overtog ledelsen af landet efter selvstændigheden: flaget med en rød, en bredere sort og en grøn stribe samt hvid halvmåne og stjerne. På denne måde blev demonstrationernes historiske rødder meget tydelige: det var en synlig protest mod Gaddafis Libyen og et ønske om tilbagevenden til Benghazi og Cyrenaikas status under kong Idris 1. Brugen af dette flag bredte sig til resten af Libyen som et visuelt udtryk for protesterne mod Gaddafis regime.

Angreb på det amerikanske konsulat i Benghazi i 2012

Den 11. september 2012 blev det amerikanske konsulat i Benghazi angrebet af en islamisk gruppe, der kaldte sig Ubaydah bin Jarrah. Angrebet var et af mange, der fandt sted samtidig i flere lande på årsdagen for terrorangrebet i New York 11. september 2001 som en reaktion på en amerikansk, anti-islamisk film. Ved angrebet i Benghazi blev USA’s ambassadør og tre øvrige ambassade-ansatte dræbt samt ti libyske politifolk og to civile. Amerikanske tropper pågreb i 2014 Ahmed Abu Khatallah, som blev kendt skyldig i terrorisme i en retssag i USA i 2017 og idømt 22 års fængsel.

Islamister får kontrol med byen i 2014

Den salafi-jihadistiske milits Ansar al-Sharia in Libya fik i marts-april 2014 kontrol over flere områder af Benghazi. Gruppen gennemførte gruppen attentater mod militære ledere og civilbefolkningen.

General Haftar og øst-regeringen øger deres støtte i Benghazi

Islamisternes kontrol med Benghazi blev vigtig for den regering ene af flere libyske regeringer, der havde etableret sig med base i byen Tobruk. Den var støttet af general Khalifa Haftar, og han sendte sin milits ind i Benghazi mod islamisterne. Militsen fik i løbet af efteråret overtaget og genvandt Benghazi. Hermed Haftar vandt Haftar og regeringen i Tobruk stor støtte i civilbefolkningen i Benghazi og den østlige del af Libyen, mens mange politikere i Tripoli fordømte hans operation. Splittelsen mellem Tripoli i vest, hvor Haftar var baseret, og den østlige del af Libyen voksede.

Læs mere om de forskellige regeringer i Den Libyske Borgerkrig og om Khalifa Haftar

Genopbygning, økonomi og magt

Sikkerhedssituationen har været stabil i Benghazi siden 2024, og det har betydet, at den omfattende genopbygning af byen er blevet påbegyndt. Ud over veje, bygninger og administrationsbygninger, er der påbegyndt en stor udvikling af byens internationale lufthavn samt anlæggelse af en metro i byen. Den internationale havn i Benghazi gennemgår også omfattende udvikling.

Yderligere genopbygning efter Stormen Daniel i 2023

Oven i ødelæggelserne efter borgerkrigen, blev den østlige del af Libyen i 2023 hårdt ramt af stormen Daniel. Oversvømmelserne, som stormen medførte, betød at 32.102 libyere blev internt fordrevet, fordi deres boliger og land blev revet væk af vandmasserne. EU, Verdensbanken og FN anslog, at der skulle genopbygges for 1.8 mia. dollars alene efter stormen.

Fond for udvikling og genopbygning

I februar 2024 etablerede House of Representatives, som er den regering, der har etableret sig i øst med hovedsæde i Tobruk, Fonden Development and Reconstruction Fund. Den fond, der var blevet oprettet efter stormen Daniel, blev også lagt ind under denne fond. Development and Reconstruction Fund står for genopbygning og modernisering af store dele af olieindustrien i det østlige Libyen, af administrative enheder, af den overordnede styring af udviklingen, offentlige udviklingsprojekter herunder havnen, lufthavnen og metro, boligudvikling, veje og broer.

Udviklingen af Benghazi ses som et stort økonomisk potentiale og marked for en række europæiske lande, herunder Italien.

I 2025 indviede fonden et nyt fodboldstadium i Benghazi, hvormed sport og kultur også er blevet en del af genetableringen af Libyen efter en splittende borgerkrig.

Udvikling, økonomi og politisk magt tæt knyttet sammen

Fonden har siden etableringen i 2024 været ledet af General Khalifa Haftars søn, Belkacem Haftar, som dermed har det overordnede ansvar for store dele af genopbygningen i Benghazi og det øvrige Cyrenaika. Han har ikke tidligere erfaring med at lede sådanne funde og projekter.

Dermed er genopbygning og økonomisk udvikling af Benghazi og Cyrenaika helt tæt knyttet til magten i Østlibyen, til områdets krav på den politiske ledelse i Libyen og specifikt til General Haftar og betydningen af hans støtte til den Tobruk-baserede regering. De mange forbedringer og fordboldstadiumet er med til at øge General Haftars støtte fra civilbefolkningen i Benghazi.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Libyen

Rikke Hostrup Haugbølle

ph.d.