Benito Mussolini

Benito Mussolini blev født i Predappio i Emilia-Romagna. Faderen var smed, moderen lærer. Tilskyndet af faderens politiske holdninger sluttede den unge Mussolini op om socialismen. i perioden 1902-1904 var han i Schweiz og propaganderede blandt italienske immigranter. Efter sin tilbagevenden til Italien ernærede han sig en overgang som lærer.

Det var dog som journalist, at Mussolini slog igennem, bl.a. som redaktør fra 1909 af den sydtyrolske avis l'Avvenire del lavoratore. Kontakten med den antiøstrigske Cesare Battisti (1873-1916) fik imidlertid de østrigske myndigheder til at udvise ham. Tilbage i Italien indledte han en opstigning i det italienske socialistparti Partito Socialista Italiano. Som eksponent for partiets venstrefløj var Mussolini en drivende kraft i eksklusionen af højrereformisterne Leonida Bissolati og Ivanoe Bonomi på PSI's kongres i Reggio Emilia i 1912. Kort efter overtog han posten som chefredaktør på partiavisen Avanti!

Da 1. Verdenskrig brød ud, slog Benito Mussolini ind på en interventionistisk linje. Dermed trodsede han PSI's neutralitetslinje og måtte trække sig tilbage som chefredaktør. I stedet grundlagde han avisen Il Popolo d'Italia, der senere skulle blive fascismens officielle organ. Kort efter, i november 1914, blev han ekskluderet af partiet og meldte sig så til aktiv tjeneste ved fronten, hvor han blev lettere såret.

Den politiske uro efter krigen kombineret med den udbredte opfattelse, at Italien var blevet frataget sejrens frugter, motiverede Mussolini til i marts 1919 at stifte den første kampenhed Fascio di combattimento på et program, der appellerede til både højre og venstre. Med dannelsen af Partito Nazionale Fascista i 1921 stod Mussolini dog i spidsen for en bevægelse, der fik en stadig mere reaktionær profil.

Ved parlamentsvalget i november 1919 stillede Benito Mussolini op i Milano uden at opnå valg. Bedre gik det i 1921, da han og 34 andre fascister blev valgt ind. Mussolinis magterobringsstrategi var dobbeltsporet. Afgørende for hans gennembrud fra slutningen af 1920 var, at han foruden den legale vej satsede på de fascistiske voldsbander. Efter at Gabriele D'Annunzio af regeringen Giolitti var blevet tvunget til at opgive sit Fiumeeventyr, stod Mussolini uden konkurrent på den politiske højrefløj.

Som den realpolitiker han også var, forstod han at mægle mellem den fascistiske bevægelses moderate og uforsonlige kræfter, hvilket gjorde sit til, at Marchen mod Rom i oktober 1922 kunne gennemføres af de fascistiske sortskjorter, uden at myndighederne greb ind.

Således opnåede han monarkiets og de etablerede partiers og erhvervsgruppers opbakning til at danne en koalitionsregering. End ikke drabet på oppositionspolitikeren Giacomo Matteotti i 1924 truede for alvor Mussolini. I en tale i parlamentet den 3. januar 1925 påtog han sig det historiske, politiske og moralske ansvar for det hændte uden dog eksplicit at nævne drabet på Matteotti, som flere indicier tydede på, at han var ansvarlig for. Men frem for at gå af fremtvang han en definitiv afvikling af det liberal-demokratiske Italien. Dermed var det fascistiske diktatur en realitet.

Ungdomsårenes socialisme var nu afløst af en autoritær nationalisme, der vandt bred støtte i mellemlagene og i dele af arbejderklassen. Mussolini lancerede sig som en karismatisk leder, der personligt engagerede sig i de store kornkampagner og byfornyelsesprojekter.

Efter at have elimineret enhver opposition indadtil og yderligere styrket sin magt med indgåelsen af Lateranforliget i 1929 begyndte Mussolini at føre en mere aggressiv udenrigspolitik, der ideologisk hvilede på en forestilling om den antikke kejsertids Rom.

I 1935-1936 invaderede Italien Abessinien, og i maj 1936 proklamerede Benito Mussolini "imperiets genfødsel". Samme år engagerede han sig i Den Spanske Borgerkrig og støttede oprørsgeneralen Francisco Franco med soldater og våben. I oktober 1938 proklamerede Mussolini fascismens tredje bølge. De netop indførte racelove var et led i dette fremstød.

I maj 1939 besluttede Mussolini sig endegyldigt for at indgå en alliance med Tyskland, der året efter fik Italien ind i 2. Verdenskrig. Da krigslykken vendte, blev Mussolini afsat på et møde i det fascistiske storråd 24.-25. juli 1943. På kong Victor Emanuel 3.s foranledning blev han arresteret og ført bort til Gran Sasso d'Italia i Abruzzerne. Det lykkedes dog i september tyske faldskærmstropper at befri Mussolini og få ham fløjet til Tyskland. Derefter blev han sat i spidsen for en stødpudestat i Nordvestitalien, den såkaldte Salòrepublik.

I krigens sidste dage forsøgte Mussolini at flygte til Schweiz med en tysk militærkolonne, men blev pågrebet ved Dongo den 27. april 1945 af italienske partisaner.

Den 28. april blev Benito Mussolini og elskerinden Claretta Petacci henrettet efter at være blevet dømt til døden af en hastigt etableret standret. Dagen efter blev ligene ført til Piazzale Loreto i Milano, hvor de i en benzinstander blev hængt op med hovederne nedad ved siden af ligene af andre fascistiske ledere.

• 1. Verdenskrig
• 2. Verdenskrig
• fascisme
• totalitarisme
• Italiens historie