Maidan-revolutionen

Den orange revolution havde i 2004 åbenbaret en brudlinje mellem de ukrainere, der ønskede en stærk tilknytning til Rusland og dem, der ønskede en fremtid, der i højere grad lå i Europa. I årene derefter fortsatte spørgsmålet med at dele ukrainerne, samtidig med at udfordringer med korruption og hovedrige oligarkers indflydelse på politikken i Ukraine også skabte uro og mistro til den politiske elite. Resultatet var kortlivede regeringer og politik uro. Viktor Janukovytj, der havde tabt valg- og magtkampen efter den orange revolution, vendte tilbage som præsident, hvor han skulle balancere de to dele af Ukraine. Han bragte gradvist Ukraine tættere på Putins Rusland, mens han samtidig søgte at hindre konflikt med de stærke kræfter i især Vestukraine, der ønskede EU- og NATO-medlemskab, ved nølende at forhandle med EU.

Det gik galt, da han under kraftig påvirkning fra sin russiske støtte, Vladimir Putin, i november 2013 pludselig valgte at trække Ukraine den associeringsaftale med EU, som ellers var forhandlet på plads, for i stedet at knytte Ukraine tættere til den russiskdominerede Eurasiske Økonomiske Union.

Da nyheden kom ud, ledte det omgående til kraftige demonstrationer i gaderne og især på Maidan-pladsen fra provestlige aktivister. Titusindvis af demonstranter myldrede ud på gaderne i de største demonstrationer siden den orange revolution og til nogle af de største folkelige protester i Europa i nyere tid.

I første omgang forløb demonstrationerne mere eller mindre fredeligt, mens ukrainske sikkerhedsstyrker iagttog demonstranterne, der blev ledet af pro-vestlige oppositionspolitikere som Vitalij Klitjko (født 1976) og Jurij Lutsenko (født 1964). Protesterne indebar bl.a. etableringen af en lejr midt på pladsen og udviklede sig i stigende grad til voldelige sammenstød, da sikkerhedsstyrker prøvede at rydde lejren med tiltagende niveauer af magtanvendelse, mens demonstranterne på den anden side sluttede sig sammen i selvforsvarsenheder. Paramilitære korps, der blev bragt ind fra de russiskdominerede regioner mod øst for at angribe demonstranterne, medvirkede til at skabe en mere brutal og tilspidset situation, mens demonstranterne krævede præsidentens og regeringens afgang.

Sideløbende indførte Janukovytj og hans regering under premierminster Mykola Azarov (født 1947) en række lovstramninger, der skulle stoppe demonstrationerne og ulovliggøre protester – uden at det fik demonstrationerne til at svinde ind.

I løbet af december og januar voksede demonstrationerne i omfang, og det samme gjorde niveauet af voldelig konfrontation. I flere tilfælde fra den 22. januar og frem skød indenrigsministeriets sikkerhedsstyrker, de såkaldte Berkut, ind i folkemængder, og i alt 108 demonstranter blev dræbt, nogle blev også bortført fra pladsen og likvideret.

13 politifolk blev dræbt af demonstranter, der også indeholdt elementer fra Ukraines højreekstremistiske bevægelser og fodbold-hooligans.

Fra 18. januar og fremefter eskalerede udviklingen. Efter benådning af en række arresterede demonstranter og forsøg på at sætte grænser for præsidentens beføjelser, brød forhandlinger mellem regering og opposition sammen. Den 20. februar forsøgte sikkerhedsstyrker igen at rydde pladsen på en dag, der blev særligt blodig med mange dræbte demonstranter myrdet af snigskytter placeret på tage rundt om pladsen.

Dagen efter opnåede EU-forhandlere at få en aftale om nyvalg på plads mellem regering og opposition, men begivenhederne overhalede aftalen. Janukovytj' regeringsleder, Mykola Azarov, havde allerede i slutningen af januar indsendt sin afskedsbegæring for senere at flygte til Moskva, og det samme gjorde flere og flere af hans ministre og menige parlamentarikere.

I de følgende dage genindførte et flertal oppositionsparlamentarikere forfatningen fra 2004, der satte mere restriktive grænser for præsidentens magt, fyrede indenrigsminister Vitalij Zakhartjenko (født 1963) og sigtede ham for massedrab og udstødte amnestier til demonstranterne.

Præsident Janukovytj forsvandt selv forud for en mistillidsafstemning og dukkede efterfølgende op i Rusland, hvor han erklærede, at udnævnelsen af oppositionspolitikeren Oleksandr Turtjynov (født 1964) til fungerende præsident var at betragte som et statskup. Senere samme år blev Petro Porosjenko valgt til præsident.

Mens Maidan-revolutionen både førte til et opgør med den russisk-orienterede kurs for Ukraine og med et tiltagende opgør med den voldsomme korruption i landet, havde den også store konsekvenser for Ukraines territoriale enhed.

Umiddelbart efter Janukovytj' fald begyndte separatistiske kræfter på Krim og i Donbas at kræve løsrivelse. Deres modstand mod den pro-vestlige kurs blev kraftigt understøttet af Rusland med våben, ressourcer, soldater og ifølge mange forlydender også decideret politisk styring.

Vladimir Putin tog kraftig afstand fra omvæltningen og beskyldte protestbevægelsen for at være fascistisk i sit væsen. Få måneder efter Maidan-revolutionen var Ukraine og Rusland reelt i krig, da russiske styrker tog aktivt del i kamphandlingerne i det østlige Ukraine.

• Ukraines historie
• Krigen i Ukraine
• Den orange revolution
• Folkerepublikken Donetsk
• Folkerepublikken Luhansk