Spaniens historie 1939-1975

I slutningen af 1942 rykkede krigen tættere på Spanien, og landet blev fanget mellem de allieredes operationer i det nordvestlige Afrika og den tyske besættelse af hele Frankrig op til den spanske grænse. Den imagebevidste Franco begyndte at nedtone de fascistiske komponenter i regimet. Selvom han stadig håbede på tysk sejr, begyndte han sikkert også at overveje muligheden for en allieret sejr. Han var bevidst om de vanskeligheder, som forholdet til Tyskland og Italien ville udgøre, hvis de allierede vandt krigen, og forsøgte at skabe en uafhængig position for sit regime ved at insistere på antikommunisme.

I sine bestræbelser på at splitte Øst og Vest talte Franco fra da af om de tre krige:

• konflikten mellem Tyskland og de allierede, hvor Spanien var neutral,
• konflikten mellem Tyskland og Sovjetunionen, hvor Spanien var pro-tysk,
• konflikten mellem de allierede og Japan, hvor Spanien var pro-allieret.

Den 1. oktober 1943 blev den officielle politik ændret fra "ikke-krigsførende" til "årvågen neutralitet", og den Blå Division blev kaldt tilbage.

Først i midten af 1944 opgav Franco håbet om tysk sejr og indgik herefter i en mere ægte alliance med de allierede. Med hensyn til regimets image udadtil blev hovedvægten nu lagt på regimets katolske karakter for at nedtone dets antikommunisme.

Da både Tyskland og de allierede kun betragtede Spanien som af sekundær strategisk betydning, blev Spanien hverken trukket ind i krigen eller invaderet. Både Nazityskland og de vestlige allierede havde relativt ens mål for Spanien: på den ene side at hindre den anden i at erobre landet med dets strategiske position og ressourcer, og på den anden side at holde Francos Spanien ude af krigen.

Francostyrets største fejl var ikke at vende tilbage til neutralitet i 1942, da amerikanerne gik ind i krigen, da det ville have kostet mindst og betydet mest. Det reelle skift i 1944 kom for sent. På den anden side var krigsårene afgørende for konsolideringen af Francos regime. De successive reorganiseringer af regeringer og de delvise omstruktureringer af regimets image var ikke kun beregnet til at positionere Spanien gunstigt i den internationale kontekst; de tjente også til at styrke hans eget lederskab.

Men Spanien blev de facto udelukket fra opbygningen af det nye internationale samfund, og der blev i perioder udøvet et stort pres for at fremtvinge Francos afgang og i stedet indføre et demokratisk system af en slags.

Hvis Spanien i 1939 ved afslutningen af borgerkrigen var gået ind i en efterkrigsperiode præget af ekstrem modgang og vanskelig genopretning, begyndte en anden efterkrigsperiode i 1945, som kom til at vare til et godt stykke ind i 1950'erne. Det nyetablerede FN lagde pres på Spanien med flere resolutioner, der krævede en demokratisering af landet.

Generelt reagerede regimet på den internationale kritik og isolation med at lukke sig om sig selv. Franco fremstillede kampagnen som resultatet af en anti-spansk sammensværgelse mod landet, og effekten var, at spaniernes støtte til regimet steg. Det styrkede således regimet i stedet for at svække det, præcis som briterne havde forudset det ved diskussionerne i San Francisco og Potsdam.

Langsomt ændrede forholdene sig, og andre problemer blev vigtigere, især forholdet til Sovjetunionen og kommunismen. Det endelige skift kom med Trumandoktrinen, som blev offentliggjort den 12. marts 1947. Den præsenterede en vision om en polariseret verden for og imod kommunismen, hvilket åbnede nye perspektiver for en relegitimering af Spanien.

Franco benyttede denne lejlighed til at formulere et autoritært monarki på sine egne præmisser ved at vedtage den såkaldte Arvefølgelov den 27. marts 1947, kun to uger efter Trumandoktrinen. Ifølge loven var Spanien et monarki under Francos regentskab, hvilket tjente til at legitimere Franco som øverste statsoverhoved, som i praksis ikke kunne fritages fra sin pligt.

På det tidspunkt, i 1947, blev det mere og mere tydeligt, at det internationale pres på regimet såvel som det interne oprør mod det var aftagende. Trumans erklæring om den kolde krig ændrede situationen radikalt, hvilket banede vejen ud af isolation for Spanien, som Franco allerede havde forudset det under verdenskrigen.

I maj 1948 forhandlede Spanien handelsaftaler på plads med Frankrig og Storbritannien, og der blev ydet lån til Spanien. I november 1950 blev FN-resolutionen fra 1946 ophævet, og den mest alvorlige isolation således afsluttet. I 1953 underskrev USA og Spanien en militær samarbejdsaftale, hvilket bl.a. betød at Spanien modtog betydelig økonomisk støtte mod, at USA fik lov til at oprette flere militærbaser på spansk jord. Samme år indgik Spanien et konkordat (altså en officiel aftale) med Vatikanet, og i 1955 blev Spanien fuldgyldigt medlem af FN.

Mod slutningen af 1950’erne blev Spanien indlemmet i en række andre internationale organisationer, såsom OECE (det senere OECD) i januar 1958 og Den Internationale Valutafond og Verdensbanken i juli 1958.

Francoregimet var i udgangspunktet antikapitalistisk i sin økonomiske politik, dels som en slags ideologisk selvforsvar mod den påtvungne isolation, dels på grund af borgerkrigens og 2. Verdenskrigs ødelæggende konsekvenser for økonomien. Franco forsøgte derfor at få økonomien tilbage på sporet med importsubstitution og skabelsen af et stort set selvforsynende marked ved hjælp af statslig indgriben i økonomien. Dette skete fx via en række subsidier, strenge restriktioner på import og eksport og en stram kontrol med oprettelsen og udvidelsen af private virksomheder.

Selvforsyningspolitikken var ikke kun et forsøg på at løse midlertidige vanskeligheder; den var direkte relateret til Francos mål om at gøre Spanien til en uafhængig magt. Derfor blev der lagt særlig vægt på industrier af strategisk militær interesse, og udenlandske investeringer i Spanien blev blokeret.

I løbet af 1950'erne blev Spaniens internationale isolation ophævet, som beskrevet ovenfor, da den kolde krig ændrede de vestlige allieredes prioriteter. Denne delvise integration i det udviklede Vesten stod i skarp kontrast til den økonomiske udvikling. Trods den begrænsede liberalisering i slutningen af 1940'erne fortsatte Franco med at se selvforsyning og omfattende statskontrol med markedet som nødvendig for den politiske og økonomiske stabilitet.

Importsubstitutions- og selvforsyningspolitikken blev således opretholdt indtil slutningen af 1950'erne, hvor de havde været overflødige i et stykke tid og forårsagede mere skade end gavn ved at bruge værdifulde ressourcer på at holde liv i ineffektive industrier.

Mod slutningen af 1950'erne var økonomien dybt plaget af stigende inflation og konstant stigende underskud på betalingsbalancen. Årsagerne var en overvurderet peseta og ikke-konkurrencedygtig industri, og resultatet var, at økonomien var på randen af et sammenbrud. Spanien risikerede at blive afkoblet fra det økonomiske boom, der begyndte at tage form i de omkringliggende lande.

Sagens alvor fik Franco til at lave en ministerrokade i sin regering, og i spidsen for de vigtigste økonomiske ministerier placerede han de såkaldte teknokrater med tæt tilknytning til den indflydelsesrige katolske lægmandsorganisation Opus Dei. På grund af deres dokumenterede loyalitet over for regimet var de i stand til at overbevise Franco om behovet for at liberalisere økonomien og åbne den for Vestens økonomiske boom.

Deres plan var at løsne statskontrollen og lade det frie marked tage over i en vis grad. Men vigtigst af alt var, at dette skulle dette opnås uden politisk, kulturel eller social liberalisering.

Efter to år i embedet lancerede teknokraterne deres store såkaldte stabiliseringsplan i 1959, som havde til formål at bringe inflationen ned og reducere underskuddet på betalingsbalancen. De barske reformer kunne opdeles i tre grupper:

1. Den første gruppe af reformer sigtede mod at reducere de offentlige udgifter med hele 75 % og disciplinere regimets brug af de økonomiske midler.
2. Den anden gruppe af reformer skulle liberalisere produktionsforholdene i Spanien. Det blev gjort lettere for virksomheder at eksportere, og pesetaen blev gjort til en konvertibel valuta, hvilket resulterede i en devaluering på 50 %, hvilket gjorde den spanske eksport mere konkurrencedygtig på det internationale marked.
3. Den tredje gruppe af reformer havde til formål at fremme og øge den økonomiske udveksling med internationale virksomheder og finanssektoren for at gøre det lettere og mere attraktivt at investere i Spanien.

Den umiddelbare effekt af den barske plan var en dyb, men kalkuleret recession på grund af bestræbelserne på at reducere det kroniske underskud på betalingsbalancen. Spanierne måtte acceptere faldende lønninger, og mange mistede deres job, da den offentlige sektor blev drastisk reduceret, og mange virksomheder måtte lukke.

Men hurtigt viste den økonomiske situation tegn på stabilisering; importen faldt som følge af den devaluerede peseta og spaniernes reducerede købekraft. Samtidig begyndte udenlandske virksomheder at investere i Spanien, spanske virksomheder begyndte at eksportere, og turister begyndte at ankomme i massevis. Underskuddene blev reduceret, og Spanien fik sin andel af den generelle økonomiske vækst i Europa. Samlet set voksede det spanske BNP med et imponerende gennemsnit på 6,8 % om året i perioden 1961-1974, hvilket inden for OECD kun blev overgået af Japan.

Siden borgerkrigens afslutning havde styret afholdt sejrsparader på årsdagen for sejren, den 1. april. Fra slutningen af 1950’erne blev de ideologiske dimensioner af paraderne nedtonet, da fejringen af at have vundet borgerkrigen var blevet uforenelig med at have besejret sine landsmænd. Det eneste virkeligt mindeværdige element forblev det faktum, at sejren betød afslutningen på fjendtlighederne, hvilket præcis var, hvad sejrsparaderne kom til at legemliggøre.

I anledning af 25-årsdagen for afslutningen af borgerkrigen i 1964 blev sejrsparaden omdøbt til fredsparaden. Denne fejring var sandsynligvis den største propagandaoperation under hele Francoregimet. Det illustrerer i hvor høj grad, regimet på det tidspunkt havde valgt at lægge vægt på fred frem for sejr.

De gradvise ændringer i regimets legitimeringsdiskurs indebar også, at man uddrog en anden morale fra borgerkrigen. Fra at være blevet fremstillet som en heltegerning blev den i stigende grad fortolket som en national tragedie, hvor alle havde deres del af skylden. "Vi var alle skyldige" var den nye, implicitte konsensus med hensyn til krigens grusomheder og årsagerne til disse.

Nogenlunde samtidigt begyndte den offentlige opposition mod regimet at manifestere sig. I 1956 kom det til konfrontationer mellem universitetsstuderende og det frankistiske styre, og 1957 var der en generalstrejke. At den slags protester overhovedet blev tolereret viser, at Francostyret var begyndt at udvise en større åbenhed.

Dette forandrede dog ikke grundlæggende diktaturets undertrykkende karakter. Selv om der i perioder tilsyneladende var større åbenhed og tolerance, blev regimets modstandere stadig kraftigt forfulgt. Disse selvmodsigelser mellem åbenhed og undertrykkelse voksede i løbet af 1960’erne. Langsomt ændrede opfattelsen af nationen sig.

Oprindelseslegitimiteten, der stammede fra sejren i borgerkrigen, var i princippet en antidemokratisk form for legitimitet, da den var baseret på militær magt. Udøvelseslegitimiteten, derimod, var afledt af den fred og velstand, som diktaturet frembragte, og var således en demokratisk form for legitimitet, fordi den afhang af spaniernes tilfredshed med regimet.

Modsætningen mellem disse to diskurser voksede igennem 1960'erne, da det blev klart, at Francoregimet ikke havde til hensigt helt at opgive sejren i borgerkrigen som en grundlæggende kilde til legitimitet. Dette gjorde reel forsoning mellem borgerkrigens parter til en umulighed. Regimet blev således mere og mere skizofrent, idet det forsøgte at høste legitimitet fra sin gode regeringsførelse, samtidig med at det insisterede på sejren som sin anden grundlæggende raison d'être.

Derfor blev Francostyret ved med at slå hårdt ned på modstandere og henrette lovovertrædere til den bitre ende i 1975. Modsætningen endte med at underminere diktaturets folkelige legitimitet, da forsoning og fredeligt samliv mellem de tidligere stridende parter blev en uundgåelig del af enhver idé om yderligere fremskridt.

For det første var den reelle forsoning af den splittede nation et voksende krav. Denne anerkendelse af borgerkrigen som en kollektiv tragedie indebar naturligvis, at regimet måtte opgive den oprindelseslegitimitet, som stammede fra sejren. Det var Francostyret ikke villig til og gjorde derfor kun halvhjertede forsøg på at imødekomme kravet om forsoning.

For det andet blev tilbagevenden til en eller anden form for demokrati også mere og mere vigtigt for en stigende del af befolkningen, selvom det gik direkte imod diktaturets ideologiske kerne. Udviklingen i 1960’erne fik mange spaniere til at længes efter en 'normalisering' af regimet i den vesteuropæiske kontekst.

Det spanske samfund havde ændret sig dybt i de foregående årtier; industrialiseringen og den dertilhørende migration fra land til by, den økonomiske vækst og fremkomsten af et forbrugersamfund havde gjort det spanske samfund meget mere lig de andre europæiske samfund, end det havde været nogle årtier tidligere.

Desuden skabte virkningerne af masseturismen i Spanien, som var begyndt omkring 1960, og de samtidige oplevelser for de mellem 1,5 og 2 millioner spaniere, som var emigreret til andre europæiske lande, en øget åbenhed over for fremmede kulturer og politiske systemer.

Sidst men ikke mindst fik udviklingen inden for den katolske kirke, ansporet af Det Andet Vatikankoncil 1962-1965, den katolske kirke i Spanien til at distancere sig fra diktaturet. Dette var af afgørende betydning for regimet, fordi støtten fra kirken havde bidraget til at garantere en høj grad af social accept af regimet blandt den spanske befolkning.

For det tredje var "Europa" ved at blive en slags kodeord for alle den spanske befolknings ønsker for fremtiden. "Europa" betød i denne sammenhæng demokrati, økonomisk udvikling og social velfærd, men måske vigtigst af alt betød ”Europa” at løse sociale og politiske problemer på en civiliseret måde.

Sandsynligvis var opfattelsen af "Europa" vokset ud af erfaringerne hos de spaniere, der var emigreret for at arbejde, og som videregav deres erfaringer til venner og familie i Spanien.

For det fjerde er det også værd at bemærke, at en generel konsensus voksede frem blandt spanierne om at anerkende de baskiske og catalanske nationalisters krav. Dette skyldtes bl.a. det utal af foreninger, der var blevet skabt med det formål at bevare de kulturelle traditioner i de to regioner.

Deres virke var naturligvis primært rettet mod baskerne og catalanerne selv, men i et bredere perspektiv tjente de til at gøre spanierne bevidste om den baskiske og catalanske sag på en ikke-militant måde. En indførelse af en form for selvstyre blev en stadig mere uundgåelig del af fremtiden efter Franco.