Mens pytonerne ikke er underopdelt, omfatter boaer syv underfamilier. De store, mere velkendte boaer som kongeboaerne (Boa spp.) og anakondaerne (Eunectes spp.) findes i underfamilien Boinae, der tæller knap 40 arter. De fire arter af madagaskerboaer, som danner underfamilien Sanziniinae, kan dog også nå længder på over 3 meter. De resterende fem underfamilier omfatter alle forholdsvis små arter, som sjældent bliver mere end 1 meter lange. Underfamilien Ungaliophiinae udgøres af tre små, sjældent sete arter fra Mexico og Mellemamerika. Sandboaerne af underfamilien Erycinae omfatter 13 arter, hvoraf flertallet kommer fra Afrika og Asien; en enkelt art (Eryx jaculus) findes i Sydeuropa. I Vest- og Centralafrika lever den eneste repræsentant for underfamilien Calabariinae, mens de fem medlemmer af underfamilien Candoiinae overvejende er udbredt i Stillehavsområdet. Den sidste underfamilie, Charininae, findes i Nordamerika og omfatter to arter af gummiboaer (Charina spp.) og to arter af rosenboaer (Lichanura spp.).
To familier af slanger, dværgboaerne (Tropidophiidae) og Round Island-boaerne (Bolyeriidae), blev tidligere også regnet som underfamilier inden for boaerne.
Til pytonerne hører nogle af de kvælerslanger, som man oftest ser i zoologiske haver. Netpytonen (Malayopython reticulatus) fra Sydøstasien kan opnå en længde på ca. 10 meter og er formentlig den længste kvælerslange i verden. Tigerpytonen (Python molurus) findes i For- og Bagindien; den er kraftigere bygget, men er kortere. I det australske område findes en rig fauna af forskellige pytoner, fx Morelia spilota, som findes i flere forskellige underarter og farvevarieteter, hvilket har givet den navne som diamantpyton og tæppepyton. Klippepytonen (Python sebae) er den største repræsentant for pytonerne i Afrika. Den kan blive ca. 9 meter.
De største boaer findes i Amerika. Visse arter af kongeboaer (Boa spp.) kan blive op til 6 meter lange, men overgås af den grønne anakonda (Eunectes murinus), som kan blive ca. 9 meter lang; den er samtidig den tungeste af alle slanger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.