pariserskolen i græsk religionsforskning

Pariserskolen var stærkt influeret af strukturalismen, der med udgangspunkt i Ferdinand de Saussures lingvistik udviklede sig som en metode til at analysere betydningssystemer ud fra deres underliggende strukturer. Særligt Claude Lévi-Strauss' antropologiske strukturalisme blev betydningsfuld for Pariserskolens repræsentanter.

Med udgangspunkt i sydamerikansk mytologi havde Lévi-Strauss udviklet et nyt udgangspunkt for mytestudier. Grundlæggende betragtede han myterne som et system bundet sammen af en række binære modsætninger (oppe og nede, råt og tilberedt, mand og kvinde, osv.). Disse kunne så omorganiseres for at skabe nye betydningsmuligheder og nye variationer inden for rammerne af de eksisterende myter. Et væsentligt element i hans undersøgelse af myter blev da at identificere de relevante modsætningspar, der var på spil, og hvordan disse blev transformeret på tværs af forskellige fortællinger i et mytologisk univers.

Lévi-Strauss gennemførte selv en berømt strukturalistisk analyse af Ødipus-myten, men det var særligt med Pariserskolen, at den græske mytologi blev belyst ud fra strukturalismens principper.

Særligt fra 1970’erne tog Pariserskolen form som et sammenhængende projekt med en gennemreflekteret agenda. Men allerede i 1960 udgav Jean-Pierre Vernant artiklen ”Le mythe hésiodique des races. Essai d'analyse structurale” ('Hesiods myte om racer: forsøg på en strukturel analyse').

I denne tekst leverer Vernant en genlæsning af en af de mest centrale og mest gennemstuderede græske myter, nemlig Hesiods fortælling om verdensaldrene. Denne findes i Værker og Dage og beskriver en udvikling i fem verdensepoker:

• guldalder
• sølvalder
• bronzealder
• heroernes (heltenes) tid
• jernalderen.

Heroernes tid havde længe været betragtet som et kuriosum i denne kæde, både fordi den bryder med den gennemgående metaforik (metallerne), og fordi den afviger fra den overordnede forfaldslogik (heroernes tid er tydeligt beskrevet hos Hesiod som bedre end bronzealderen). I sin analyse fandt Vernant en underliggende logik i fortællingen, hvor heroernes tid spiller en nødvendig strukturel rolle, idet den medierer mellem forskellige binære modsætninger i fortællingen, så som refærdighed og vold, dødelig og udødelig, orden og kaos.

Traditionelt opfattes Adonis-skikkelsen fra græsk mytologi som gud for vegetation og afgrøder. Det gjorde Marcel Detienne op med i sit værk Les Jardins d’Adonis (1972, 'Adonis’ Haver'), hvor han leverede en grundlæggende omfortolkning.

Det gør han ved at undersøge den symbolske betydning hos de mange botaniske elementer, der hører til fortællingerne om Adonis. Han viser, at fortællingerne, der knytter sig til Adonis, udfolder sig mellem på den ene side et register af planter, der symboliserer guddommelighed, og på den anden side planter, der symboliserer død og forrådnelse.

Det betyder, at Adonis hører til de botaniske domæner, der ligger “over” og “under” domænet for kultiverede afgrøder. Herigennem afviser Detienne en traditionel tolkning af Adonis-skikkelsen, der vil koble denne til frugtbarhed og afgrødedyrkelse.

I sit forord til Les Jardins d’Adonis skriver Vernant følgende passage, der rammende opsummerer den strukturalistiske indflydelse på det perspektiv, han selv og Detienne indtager:

"[A]fkodningen af ​​kildematerialet er baseret på en række modsætninger, der er forbundet med hinanden: foroven-forneden, jord-himmel, våd-tør, rå-tilberedt, forgængelig-uforgængelig, stank-parfume, dødelig-udødelig. (…) Set som helhed synes dette system at have en fundamental social betydning: det udtrykker, hvordan en gruppe mennesker under bestemte historiske omstændigheder ser sig selv, hvordan den definerer sin livstilstand og sit forhold til naturen og det overnaturlige."

Den strukturelle analyse er således ikke et forsøg på at abstrahere fra den historiske virkelighed, men derimod en bestræbelse på at nå frem til de mest grundlæggende elementer af grækernes måde at forstå sig selv i verden.

Skolen var ikke alene en videreførelse af den strukturalistiske tradition, men også et opgør med aspekter af denne. I de senere år af sin karriere stillede særligt Marcel Detienne sig kritisk over for, hvad han så som et totaliserende perspektiv i strukturalismen.

• strukturalistisk antropologi