tenrekker

Underfamilien Tenrecinae – 5 arter

Underfamilien Geogalinae – 1 art

Underfamilien Oryzorictinae – 25 arter

De to arter af pindsvinetenrekker ligner i exceptionel grad pindsvin, både hvad angår krops- og hovedform og pigge, og som pindsvin kan de rulle sig sammen til en kugle, hvis de føler sig truede (det gør de andre piggede tenrekker ikke). De har en vægt på 50-350 gram, en hoved-og-kropslængde på ca. 10-23 cm og en kort hale på 1-2 cm.

Stor tenrek og de stribede tenrekker er haleløse, og med deres lange, nøgne, mobile snuder ser de ikke så pindsvineagtige ud som pindsvinetenrekkerne. Stor tenrek, den største art i familien, vejer omkring 150-430 gram og har en hoved-og-kropslængde på 18-35 cm. Til sammenligning vejer et dansk pindsvin 450-1500 gram og har en typisk hoved-og-kropslængde på 20-30 cm. Stor tenrek har ikke nær så kraftige og pindsvineagtige pigge som de andre piggede tenrekker. Den er overvejende dækket af en blanding af hår og stive børster. Unge individer adskiller sig fra de voksne ved at have fem længdegående lyse striber.

De to arter af stribede tenrekker har en hoved-og-kropslængde på ca. 10-18 cm og vejer ca. 40-130 gram. De er navngivet efter deres unikke mønster af brede sorte og gule, længdegående striber. Disse tegninger er givetvis et advarselssignal til fjender om, hvad de risikerer at blive udsat for, hvis de angriber. De sorte områder indeholder en blanding af relativt tynde pigge (8-14 mm lange) og hår, mens de gule striber består af tykkere og længere pigge (13-16 mm). Oven på hovedet og nakken sidder der nogle særligt lange (22-30 mm), hulepindsvineagtige pigge, som kan rejses i trussel, og som de stribede tenrekker kan forsøge at spidde en fjende med. Disse pigge brækker let af og har modhager, så de kan arbejde sig ind i en angriber. Stribede tenrekker har brede forfødder med lange, kraftige, krumme kløer beregnet på at grave med.

Storøret tenrek er en af de mindste tenrekker med en hoved-og-kropslængde på ca. 5-7,5 cm og en vægt på 6-9 gram. Den kendes på sine prominente nøgne, museagtige ører. Ansigtet ligner en blanding mellem en mus og en spidsmus. Halen er nøgen og skællet og ca. 50 % af hoved-og-kropslængden. Pelsen er kort og blød.

Spidsmustenrekkerne ligner spidsmus både i krops- og hovedform. De har en lang, nøgen, bevægelig snude, en blød pels uden pigge og en lang hale. Vandtenrekken (Microgale mergulus) er klart den største af spidsmustenrekkerne med en hoved-og-kropslængde på 12-17 cm og en vægt på 60-110 gram. Alle andre spidsmustenrekker vejer under 60 gram. De mindste familiemedlemmer er pygmæspidsmustenrek (M. parvula) på 2-5 gram og dværgspidsmustenrek (M. pusilla) på 3-5 g, begge med en hoved-og-kropslængde på 4,5-6,5 cm.

De tre arter af klatrespidsmustenrekker – langhalet klatrespidsmustenrek (Microgale longicaudata), stor klatrespidsmustenrek (M. principula) og lille klatrespidsmustenrek (M. majori) – har en ekstremt lang hale, der kan være mere end dobbelt så lang som (dvs. over 200 % af) hoved-og-kropslængden. Langhalet klatrespidsmustenrek har formodentlig den relativt længste hale af alle pattedyr; hos voksne individer kan den måle op til 237 % af hoved-og-kropslængden og hos juvenile individer helt op til 265 % af hoved-og-kropslængden. Langhalet klatrespidsmustenrek har omkring 47 halehvirvler, hvilket kun overgås af langhalet skældyr (Phataginus tetradactyla). Fedthalerovtenrekken (Nesogale dobsoni) opbygger fedtdepoter i sin hale.

Vandtenrekken har adskillige tilpasninger til at svømme og fouragere under vand, der minder om, hvad man ser hos vandspidsmus og de ligeledes amfibiske desmaner, som tilhører muldvarpene. Vandtenrekken har veludviklet svømmehud både på for- og bagfødderne, og bagfødderne har desuden svømmebræmmer af stive hår, som øger føddernes overflade. Halen er kraftig og lateralt fladtrykt for enden. Den bruges som ror, mens fremdriften især kommer fra bagfødderne. Knurhårene er lange, hvilket hjælper med at lokalisere byttedyr under vandet. Underulden er kort, blød og tæt, mens dækhårene er lange. Ligesom vandspidsmus og desmaner er vandtenrekken mørk på oversiden og kontrasterende lys på undersiden og har små ører, der næsten er skjult i pelsen. Vandtenrekken er omkring dobbelt så stor som nogen af de andre spidsmustenrekker, hvilket formodentlig er endnu en tilpasning til at være amfibisk. Det gør, at den bedre kan holde på varmen, når den svømmer og dykker i koldt vand.

Gravetenrekkerne er tilpasset en gravende levevis og har adskillige muldvarpelignende træk. De har en robust, cylindrisk krop, en tilspidset tryne, meget små øjne og ører, der er næsten skjult i pelsen, en tæt, fløjlsagtig pels og brede forlemmer med kraftige gravekløer.

De stribede tenrekker har bagest på ryggen et særligt lydorgan, et såkaldt stridulationsorgan, der består af 7-19 modificerede, hule pigge og en underliggende hudmuskel (på engelsk kaldt quill vibrator disc). Hudmusklen får piggene til at vibrere hurtigt, så de gnides mod hinanden og frembringer ultralyd, dvs. lyde med så høj frekvens, at de ligger over menneskets høreområde. Unge individer af stor tenrek har også et stridulationsorgan på ryggen, men mister det, når de fælder til den subadulte pels. Tenrekkerne kan høre hinandens ultralyde på op til ti meters afstand og bruger dem til at holde kontakt mellem hunner og unger efter fødslen samt hos østlig stribet tenrek til kommunikation mellem voksne i en koloni.

Tenrekker kan frembringe en række forskellige lyde, bl.a. hvæs, grynt, skrig, kvidren og kliklyde. Kliklydene dannes med tungen og menes hos flere arter at indgå i en primitiv form for ekkolokalisering, hvor dyrene orienterer sig ved hjælp af de ekkoer, lydene kaster tilbage fra omgivelserne. Denne adfærd er beskrevet hos stor tenrek, lille pindsvinetenrek, østlig stribet tenrek og fedthalerovtenrek.

Tenrekker har generelt en lav kropstemperatur, som typisk ligger under 35 °C. Hos de piggede tenrekker og storøret tenrek kan kropstemperaturen desuden svinge betydeligt og følger i vid udstrækning omgivelsernes temperatur. Gravide og diegivende hunner af de piggede tenrekker er dog i stand til at opretholde en konstant kropstemperatur. Det mest ekstreme eksempel på svingende kropstemperatur hos et aktivt pattedyr (dvs. pattedyr, der ikke er i dvale) er kendt fra stor tenrek.

Hos aktive individer har man målt en kropstemperatur på 12,5-34 °C. Selv ved 12,5 °C er dyrene i stand til at løbe og svømme. Det er den laveste kropstemperatur, der hidtil er dokumenteret hos et aktivt pattedyr. I modsætning hertil kan flere af de små spidsmustenrekker opretholde en relativt konstant, om end lav, kropstemperatur.

Stor tenrek har den relativt mindste hjerne, dvs. hjernevægt ift. kropsvægt, af alle kendt pattedyr.